Himlens postbude er blevet atleter
Video: Jeppe Emil Gurlev
Brevduen har en enestående evne til at finde hjem, og gennem tiden har den hurtige fugl været uundværlig for konger og krigsførende nationer. Men i dag flyver brevduen om kap og ikke med post, og de bedste fugle bliver solgt for millionbeløb. Det stiller himmelhøje krav til fuglenes fysiske formåen. Brevduen flyver hurtigere end nogensinde.
Af Frederik Orry og Jeppe Emil Gurlev
“Kurr, kurr, kurr”
Duerne basker utålmodigt i burene. En karseklippet mand med et stort fuldskæg åbner lugen til dueslagets tag. Med det samme hvirvler et halvt hundrede duer ud af lugen og søger op mod himlen. De drøner afsted.
Duerne er frie og får hurtigt luft under vingerne. Igennem lyden af den silende regn larmer duernes vingeslag, der som små maskingeværssalver flakser i vinden. Manden, Anders Brøbech, stiller sig på gårdspladsen og kigger op mod flokken.
“Jeg lufter mine duer hver dag,” siger han og dirigerer med fire-fem taktfaste korte fløjt duerne i den rigtige retning.
Med F16-fart flyver duerne i samlet formation rundt om gården. Igen og igen. De vender og drejer og laver krumspring hver gang, de skifter kurs. Ved første øjekast ligner de helt almindelige duer. Men det er de ikke.
“Jeg plejer at sige, at de bliver passet ligesom cykelryttere. De skal kun spise, træne og konkurrere, og så skal de ikke tænke over andet,” siger Anders.
Hvor vilde fugle flyver fra sted til sted hele livet, har de her et hjem. De er nemlig brevduer, og Anders er brevdueavler. På sin gård ved Ry har han cirka 800 fugle.
I dag lufter han dueungerne, der en dag skal blive til det udvalgte hold og konkurrere i kapflyvninger helt fra det sydlige Tyskland og hjem igen.
”Det er drømmen at kunne nøjes med kun at flyve med duer, men i Danmark er det urealistisk. Der er ikke penge nok i det, for kineserne og alle andre vil helst købe duer fra Belgien,” siger Anders Brøbech, der drømmer om at rykke dueaktiviteterne til brevduesportens paradis, Belgien, en dag. Foto: Frederik Orry
Fra sendebud til sportsudøver
På torve og pladser i byerne er det hotdogs og hensmidt McDonald's-mad, der ender i næbbet på byduerne. Men i dueslagene rundt omkring i landet er det specialfoder efter en nøje tilrettelagt kostplan, der sørger for, at den toptrænede brevdue kan præstere sportsligt.
Mennesket har brugt brevduer til at sende beskeder i mange tusinde år. Romere og ægyptere var dybt afhængige af den majestætiske fugl, der i en lille beholder om benet bragte bud om fjendtlige tropper og vigtige besøg.
I dag flyver brevduen ikke længere med meddelelser, men deltager i nervepirrende kapflyvninger, der ofte strækker sig over mere end 900 kilometer. Brevduen er en fugl, der
Grafik: Jeppe Emil Gurlev
gennem avl og træning har opnået næsten naturstridige evner og i dag kan flyve helt op til 120 kilometer i timen under de rette vejrforhold.
“Brevduen er i dag væsentligt hurtigere, end den har været førhen. I dag flyver den i gennemsnit 18 kilometer i timen hurtigere, end den gjorde i kapflyvningerne i 1950'erne,” siger forretningsfører Bjarne Borresen fra De Danske Brevdueforeninger.
Man kan ikke sende en brevdue op i luften og få den til at flyve vilkårlige steder hen. Til gengæld har den et dybt tilhørsforhold til sit dueslag, der gør, at den stort set altid vender hjem, uanset hvor man sætter den fri. Foto: Frederik Orry
Bjarne anslår, at cirka 1.200 personer holder brevduer i Danmark. Det er færre, end der har været førhen. På trods af det bor der mellem 130.000 og 140.000 duer i de danske dueslag. Ifølge Bjarne Borresen er det spændingen i kapflyvningssporten, der driver brevduefolkene.
“Man er sin egen landstræner. Man har og sætter sit eget hold. Du sørger for at træne dem og motivere dem, og så ser man resultaterne om lørdagen, når der er kapflyvning,” siger han.
En helt anden maskine
På duegården ved Ry er Anders ved at fylde et trug med vand til duerne. I sit foderrum er han omgivet af sække og hylder, der fra gulv til loft er fyldt med foderblandinger og dueprodukter. “Immunbooster”, “Vitaminer” og “Antisvamp” står der på nogle af flaskerne.
”En god due bliver aldrig syg, og den skal have gode knogler. Den skal have et godt hoved og øje. Der skal være power i det. Jeg skal kunne se viljestyrken i øjet,” siger han.
Frygten for sygdom hos duerne er en af grundene til, at der oven på de lukkede slag går tre katte rundt og kigger sultent ned på fuglene, som de dog ingen adgang har til. Hvis der kommer mus ind i slagene og skider i duernes foder, kan fuglene nemlig få salmonella.
I dueslagene kaster Anders med rolige bevægelser store håndfulde af foder rundt. Som skolebørn, der flokkes om flødekaramellerne på niendeklassernes sidste skoledag, mæsker duerne sig i morgenmåltidet. Forud for kapflyvningssæsonen om sommeren fodrer Anders duerne fire gange om dagen.
“En cykelrytter spiser jo også fuldstændig vanvittigt. En almindelig due, der ikke laver noget, skal spise 30 gram om dagen. Når vi skal ud på 800 kilometers-flyvninger, skal jeg helst have dem til at spise 60 gram om dagen,” siger han.
“Nu er der kommet speciallavet duemedicin fra Belgien, og foderet er også bedre. Så brevduen er toptrænet. Duerne, der er inde i byerne, er underernærede brevduer,” mener Anders Brøbech. Foto: Frederik Orry
I modsætning til sportsfolk uden fjer bliver duerne fodret med fedt. Det skyldes, at duerne forbrænder fedt langt bedre end kulhydrater. Når duen forbrænder fedtet, bliver det til damp, som bliver i kroppen. Derfor kan brevduen blive ved med at flyve for fuld fart i op til ti timer ad gangen uden at få væske.
“Duen er en helt anden maskine. En mand ville være død. Forestil jer, at en mand skulle løbe ti timer uden at drikke. Det kan ikke lade sig gøre,” siger Anders ærefrygtigt.
“Sådan noget kan mennesker ikke”
Forskere har længe prøvet at knække koden om, hvordan fuglene finder vej på deres lange rejser. Hvordan for eksempel brevduen stort set altid kan finde hjem til sit dueslag, selv om den bliver sat af i Sydtyskland.
For forskerne er det endnu et af naturens uløste mysterier, hvordan den lillebitte fuglehjerne kan skelne mellem en forkert rute og den lige vej hjem. Knud Flensted, der er biolog i Dansk Ornitologisk Forening, mener, at fuglenes navigationsevne skyldes, at de er lærenemme.
“Duer er formentlig i stand til at lære at finde vej. Hvis de først en gang har fløjet fra eksempelvis Korsør til København, så er jeg helt overbevist om, at de kan genkende landskabet og lære, at de kan flyve langs med motorvejen for at komme den rigtige vej hjem. På den måde kan de indprente sig, hvordan landskabet ser ud,” siger han.
Mysteriet har fået forskere til at eksperimentere med at lukke fugle inde i små kasser, hvor indersiden er beklædt med kradsefølsomt papir. Forskerholdet observerede, at samtlige fugle i forsøget kradsede på kassens nordlige ende, selv om der var bælgragende mørkt.
Det gjorde de, fordi fugle har en indre kompassans, forklarer Claus Nielsen. Han forsker i kvantefysik på Syddansk Universitet og er med i en forskningsgruppe, der undersøger fugles evne til at finde vej.
"Fuglene havde ikke andet at gå efter end jordens magnetfelt, og så kunne de alligevel finde den retning, de gerne ville flyve i. Det må være en ekstra sans, som fugle har. Sådan noget kan mennesker ikke,” siger Claus Nielsen.
I marts 2019 blev den belgiske brevdue Armando solgt til en kineser for 1.252.000 euro. Armando bliver kaldt ”Duernes Lewis Hamilton” med henvisning til den britiske Formel 1-kører. Det her er ikke Armando, men en af Anders Brøbechs konkurrenceduer. Foto: Frederik Orry
Duebanden
I avlsrummet, hvor duemor og duefar laver fremtidige kapflyvningsvindere, lukker Anders døren op til et af burene. Straks er han i gang med at introducere hele duebanden. Der er en belgisk due. En hollandsk. Der er en due, hvor en vingefjer stritter forkert. En anden har en rødlig farve, der har gået igen i generationer i duens familie. En feminin han-due og en due, hvis forældre er halvsøskende. En 16-årig due, der engang indbragte Anders hele puljen på 17.000 kroner i en kapflyvning. Og så er der en due, han har lejet til avl.
”Det var lidt af en handel. Den har blandt andet været nummer 1 ud 3.500 duer. Ejeren fik fem duer for, at jeg kunne leje denne her. Men den er virkelig også god, så den vil jeg gerne låne,” siger han og slår over i et grin.
Gennem en nøje selektion finder han de duer, der skal parres. På den måde får han avlet de stærkeste, hurtigste og klogeste konkurrenceduer. Men Anders sælger også ud af sine duer, og for nylig har han solgt en for 20.000 kroner.
”Når man går og holder på en due, kan man have en teori om, hvordan den skal være bygget fysisk. Det havde min morfar forstand på. Det var det, vi startede med at spekulere i: ’Gode duer’”, siger 39-årige Anders Brøbech, der fik sine egne duer som 7-årig og begyndte at konkurrere som 12-årig. Foto: Frederik Orry
Anders bukker sig ned og skovler en due op fra mængden. Den stritter imod, og hovedet dikker frem og tilbage. Med sin hånd prøver han at tage fat i næbbet. Men duen danser udenom.
”En due, der ikke har noget power, sidder helt stille, når man tager fat i næbbet. Men hende her, hun har virkelig karakter. Hun har både været nummer et i sit område og nummer to i hele Danmark, da hun fløj 600 kilometer i megahård modvind,” siger han med et smil, mens duen hakker ham i fingrene.
Bedre til at finde vej, men mere ustabil
Brevdueavlere har gennem århundreder fået fremavlet dueracer, der kan konkurrere. Duer, der kan præstere, når det virkelig gælder. Det betyder, at brevduen i dag er blevet væsentligt bedre både til at finde vej og flyve over længere strækninger. Men det er ikke kun avlsarbejdet, der har gjort udslaget.
Grafik: Frederik Orry
Brevduens eminente evne til at finde vej er nemlig også et resultat af naturens hårde hånd. Det mener Knud Flensted, der er biolog hos Dansk Ornitologisk Forening.
“Dem, der har ikke kunnet finde ud af at navigere, er jo døde. Så det er den hårde selektion, der fra naturen har gjort, at man har udviklet fugle, der er fabelagtigt dygtige til at navigere,” siger Knud.
Men selvom fuglen er blevet hurtigere til at flyve og bedre til at navigere, er der også bagsider af avlen af en rigtig præstationsdue. Det er ifølge Bjarne Borresen fra De Danske Brevdueforeninger noget, brevduefolkene kan se på duens viljestyrke, når der sker noget uventet under en kapflyvning.
“Hastigheden er blevet bedre, men de er også blevet mere ustabile. De giver hurtigere op, når noget går galt. Så er de lidt mere tøsede og siger: ‘Nu sætter jeg mig, nu gider jeg ikke mere’. Hvis fuglen ikke kom hjem på dagen førhen, kom den sgu dagen efter,” siger han.
Brevduen var en del af det danske forsvar indtil 1993. Det gav Forsvaret mulighed for at inddrage borgernes brevduer, hvis duerne skulle bruges som budbringere i militært regi. ”Da jeg var dreng, var jeg hele tiden bange for, at de skulle tage mine duer,” husker Anders Brøbech. Foto: Frederik Orry
Duesang i bakkedrag
På gårdspladsen står Anders stadig i regnen og kigger op mod himlen, mens duerne udfører deres luftakrobatik. Hele sommeren er det sæson for kapflyvninger, og det betyder, at Anders bruger mere end otte timer hver dag på duerne. Ved siden af sit fuldtidsarbejde, vel at mærke.
“Jeg kan ikke tage nogen steder hen i de 12 uger, sæsonen varer. Men jeg sætter alt til side for mine duer. Alt. Ellers kan man ikke vinde,” siger han.
Duerne skutter sig i slaget og får rystet regndråberne af sig med et par vingeslag. Mellem vingernes klapren begynder de at synge, og som et orkester fylder fuglene dueslaget med deres sang.
“Kurr, kurr, kurr”